Vejle Stadion
Søndag d. 28/7 kl. 15.00
Nedtællingen til sæsonpremieren 2013/2014 er gået ind i den afsluttende fase. På søndag kl. 15.00 går det løs når Vejle Boldklub møder Vendsyssel FF på Vejle Stadion.
Overfor hjemmesiden erklærer Nicolaj Agger, at han og holdkammeraterne ser frem til den nye sæson.
- Jeg synes opstarten har været fornuftig. Der har været en masse ændringer fra sidste sæson, blandt andet med en helt ny stab omkring holdet. De nye virker meget kompetente, og gik straks i gang med at implementere deres nye idéer. Vi er nået langt, også længere end jeg troede vi ville være nået, men vi har stadig mere at arbejde med, siger Nicolaj Agger.
- Jeg føler egentlig, at vi står godt rustet til den nye sæson. Da vi gik på sommerferie, ville vi selvfølgelig gerne have været i en anden liga, men det tænker jeg ikke over mere. Der var en trykket stemning lige inden pausen, men den er helt anderledes god nu. Det har trænerteamet og Tonny Hermansen også deres del af æren for, siger Nicolaj Agger.
Han og holdkammeraterne har spillet træningskampe mod Randers FC, AGF, SønderjyskE, Esbjerg og Silkeborg, og selvom det ikke er blevet til sejre, så mener Nicolaj Agger at man har høstet selvtillid.
- Vi er kommet tilbage på træningsbanen med ny motivation. Vi spiller fodbold nu, hvilket er et af Tonny Hermansens principper. Vi har spillet gode træningskampe mod gode modstandere, og det har givet os selvtillid. Kampene har været tætte, og man havde nok prioriteret modstanderne anderledes, hvis vi skulle have scoret mange mål, forklarer Nicolaj Agger.
Han har i flere af træningskampene haft en mere tilbagetrukket rolle på banen, end den man så ham i tidligere.
- Tonny Hermansen kalder det en 8’er. Jeg spiller på den offensive midtbane, og er nok den mest offensive af de to på den position. Jeg føler mig godt til rette, og det er også en ny motivation, at prøve noget andet. Jeg er optimistisk i forhold til den nye sæson. Vi har selvfølgelig ikke så bred en trup, men vi presser hinanden godt alligevel, og alle er forholdsvis tæt på startopstillingen. Det giver en god sult i truppen, siger Nicolaj Agger.
- Jeg har de samme ambitioner som resten af holdet. Vi skal præstere på et højt og stabilt niveau. Jeg håber holdet får succes. Vi går på banen for at vinde alle kampe. Vendsyssel, som vi møder på søndag, kender vi ganske godt. De står for hårdt arbejde, og det skal vi ikke lade os stresse af. Vi skal vise, at vi er et bedre fodboldhold end dem, men det bliver ingen let opgave, påpeger Vejle Boldklubs nummer 7.
NordicBet Ligaen
Søndag den 28. juli 2013 kl. 15.00
Vejle Boldklub – Vendsyssel FF
Vejle Stadion